Seneste Nyt

Lad teknologien arbejde for dig

Medarbejderne skal registreres og det samme skal emballage, CO2 med mere. Samtidig er der hele spørgsmålet om implementering af AI. Derfor skal FAGA’s medlemmer tænke teknologien ind i fremtiden på mange fronter. Og der er hjælp at hente både teknisk og økonomisk, for som medlem af FAGA kan man søge tilskud til digital omstilling via SMV:Digital.

- Skrevet af Pia Finne

Teknologien kommer man ikke uden om. Og det skal man heller ikke. Tværtimod skal man lære at lade den nye teknologi arbejde for sig, og når FAGA’s medlemmer tænker ind i fremtiden, skal teknologien tænkes med.

Og ja, det er en investering, men med de nye krav til bl.a. indrapportering af emballage og CO2, registrering af medarbejderne hver dag med meget mere, kan teknologien helt klart hjælpe virksomhederne med at få en lettere hverdag. Blandt dem, der har taget teknologien til sig, er Andersson Supply, der i 2024 har implementeret forretningssystemet fra Xilium, som FAGA’s medlemmer i øvrigt får en god rabat på.

For Birgitte Andersson fra Andersson Supply har Xilium betydet betydelige tidsbesparelser og dermed i sidste ende også økonomiske besparelser. Man har arbejdet med systemet løbende i 2024. I maj tog man skridtet fuldt ud, og Birgitte Andersson har kun lovord tilovers for Xilium. Systemet kan nemlig hjælpe hende med at holde styr på de sukkerafgifter, som virksomheden skal indrapportere, på emballageafgifterne og ikke mindst den daglige ordreregistrering og fakturering.

”Den månedlige indrapportering af vores sukkerafgift kostede mig tidligere en arbejdsdag om måneden, nu tager det mig fem minutter”, siger Birgitte Andersson.

Selve ordrehåndteringen klarer systemet også, og Andersson Supply tilkøbte webshoppen, så alle ordrer fra B2B-webshoppen og alle andre steder fra, går direkte ind i ordresystemet, uden at der skal tastes noget. 

Nemt og tidsbesparende med Xiliums forretningssystem

”Det er simpelthen tid, tid, tid vi sparer. Det er nemt at oprette kunder, indføre specielle informationer om kunderne, restordrer og meget andet, og faktureringen sker lige så hurtigt med et tryk på en knap, når varen f.eks. er scannet på en messe. Herefter er alt registreret og sendt både til danske og udenlandske kunder med trackingnumre. Og sker der ændringer; et billede eller en pris, skal vi kun rette det ét sted, så sørger systemet selv for at rette hele vejen rundt”, fortæller Birgitte Andersson, der tog det teknologiske spring i forbindelse med, at man skulle leve op til loven om digital bogføring.

”Over de senere år er der blevet pålagt os et væld af regler og afgifter på bl.a. sukker og emballage, som vi løbende skal indrapportere til myndighederne. Det klarer systemet nu. Da vi skulle leve op til loven om digital bogføring, undersøgte vi, hvad det kostede at integrere det i e-conomics. Det blev vanvittigt dyrt, og så havde vi ikke webshop-løsningen. Xilium koster en tredjedel af prisen med webshop-løsningen, og den integreres fuldt med e-conomics”, fortæller Birgitte Andersson, der fortæller, at hendes kunder også har taget rigtig godt imod systemet, og det er hende magtpåliggende slutteligt at slå endnu en kæmpe fordel ved Xilium fast. ”Typisk kan man stå med et problem og tænke, det kan nok ikke løses, men Joakim Sønderborg Mathiassen, der står bag Xilium har faktisk den indstilling, at alt kan lade sig gøre. Han lytter, tænker og løser problemet”.

 

I forhold til det udvidede producentansvar for emballage, der 1. august trådte i kraft, og som rammer alle virksomheder – store som små og mikrovirksomheder – kan Xilium hjælpe virksomhederne med at leve op til kravene med en komplet software til registrering af emballage på produktniveau samt automatiseret indberetning direkte til eksempelvis VANA. 

”Når produkterne er inde i systemet hos de virksomheder, vi samarbejder med, kan vi  fremadrettet også lægge emballagedata på de enkelte produkter ind, så virksomheden kan trække data ud på det, der er solgt og på, hvor meget emballage; transportemballage, indpakning og ned til labels, der herefter skal indberettes til DPA igennem VANA, og hvor der er taget højde for de miljøgradueringer og ”miljørabatter”, der bliver gældende”, fortæller Joakim Sønderborg Mathiassen, og han har etableret et integreret samarbejde med VANA.

AI spiller en vigtig rolle i fremtiden

AI kommer man ikke uden om, når der tales teknologi i fremtidens virksomheder, og Jakob Dalhoff, der er adm. direktør i AI Rådgivning har en ambition om at hjælpe små og mellemstore virksomhed med at hæve effektiviteten og produktiviteten gennem teknologi. Med så at sige at hæve det teknologiske lix-tal.

 


Foto: Andrea de Santis / Unsplash

 
 

”Jeg synes, det er vigtigt at give de små og mellemstore virksomheder de evner og funktionaliteter, der tidligere var forbeholdt de store virksomheder”, siger han.

Spørger man ind til, hvordan de små og mellemstore virksomheder kan bruge AI, så mener Jacob, at man skal se det som det værktøj, det er, og lære at integrere det bl.a. igennem automatisering.

Anvendelsen af AI kan være inden for chatbots og vidensdeling eller avancerede automatiseringer af arbejdsgange med meget mere. I forbindelse med kundeservice kan chatbotten lære alle produktinfo i hele produktkartoteket, og den kan sammenligne og oplyse om produkter, for chatbotten kender produkterne, og kunderne kan spørge ind til produkterne i et naturligt sprog. Herudover kan man bruge AI til at overvåge specifikke afdelinger i virksomheden i forhold til performancedata, og man kan få et meget hurtigere overblik over, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer optimalt”, forklarer Jacob.

Oplagte områder, at bruge AI er også marketing og intern kommunikation samt onboarding af medarbejdere, hvor AI kan spille en positiv rolle i form af en intelligent medarbejderhåndbog.

Selv fortæller Jacob, at han ikke længere læser hverken håndbøger eller store rapporter og dokumentationer. ”Jeg beder ChatGPT om at læse materialet og liste de vigtige pointer. Det hele handler om at bruge værktøjerne rigtigt, så man får frigivet tid til de vigtige ting, og hovedreglen er, at uanset hvilken opgave, man skal lave, skal man tænke ind, hvordan AI kan hjælpe, og en god tommelfingerregel er at uanset, hvilken opgave man står overfor at spørge ChatGPT, hvordan AI kan hjælpe med at løse den?”.

SMV:Digital

Som medlem af FAGA, har man også adgang til alle SMVdanmarks tilbud. Blandt dem er SMV:Digital, der tilbyder tilskud til rådgivning – dels til e-handel og dels til digital omstilling. 

Tilskudsordningen er for SMV’er i hele landet og på tværs af alle brancher.

Tilskud på 50.000 kr. til privat rådgivning

Ønsker du at få bedre styr på digital bogføring og økonomistyring? Vil du styrke din virksomheds sikkerhed? Eller nå ud til nye kunder og markeder via en online markedsplads eller e-eksport? Så kan du ansøg om tilskud på 50.000 kr. til en privat rådgiver, der kan hjælpe dig med at afklare behov i din virksomhed, beskrive digitale løsninger og rådgive om implementering inden for netop det område, som er relevant for dig. Puljen er åben for ansøgninger nu, og kan anvendes til indkøb af rådgivning i overensstemmelse med projektbeskrivelse og øvrige vilkår.

Projektet skal være gennemført inden for 6 måneder og afslutning skal være indsendt senest 31. august 2025.

Puljens størrelse er 23,5 mio. kr. og derfor kan 470 virksomheder modtage tilsagn.

Du kan få rådgivning til at afklare, hvilke løsninger, der er relevante for at løse din konkrete udfordring, eller om det projekt, du har i tankerne, vil være en god investering. Du kan også få rådgivning om, hvordan du implementerer en digital løsning, så du er sikker på, at du kommer helt i mål med dit projekt.

Læs mere om kravene til virksomheden samt om, hvad rådgivningen omfatter på www.smvdigital.dk

Tilskud til privat rådgivning på 100.000 kr.

Har du ambitioner om at gennemføre større systemintegration på tværs af forretningsområder, eller drømmer du om at anvende nye digitale teknologier? Dette tilskud er til dig, der allerede har digitaliseret flere funktioner i din virksomhed, og nu ønsker at gå i gang med et større projekt.

Puljen er åben for ansøgninger nu og kan anvendes til indkøb af rådgivning, i overensstemmelse med projektbeskrivelse og øvrige vilkår. Du kan få rådgivning til at afklare hvilke løsninger, der er relevante for at løse din konkrete udfordring eller om det projekt, du har i tankerne, vil være en god investering.

Du kan også få rådgivning vedrørende implementering af en digital løsning, så du er sikker på, at du kommer helt i mål med dit projekt. 

Puljens størrelse er på 15 mio. kr. og derfor kan 150 virksomheder modtage tilsagn.

Læs mere om, hvilke krav virksomheden skal leve op til for at komme i betragtning samt krav til projektet på www.smvdigital.dk

Digital ansvarlighed: It-sikkerhed og dataetik – Tilskud til privat rådgivning på 50.000 kr.

Søg om tilskud på 50.000 kr. og få hjælp til at styrke din virksomheds digitale sikkerhed eller til at tænke dataetik ind i måden, din virksomhed behandler data på.

Puljen åbnes for ansøgninger 31. okt. 2024, og kan bruges til at få rådgivning til at finde relevante løsninger på din virksomheds udfordringer, eller til at afklare om det projekt, du har i tankerne, vil være en god investering.

Du kan også få hjælp til implementering af en digital løsning eller certificering, så du er sikker på, at du kommer helt i mål med dit projekt.

Tilskuddet kan anvendes inden for:

  • Kortlægning af din virksomheds kritiske systemer og data.
  • Analyse af sikkerhedsmæssige og dataetiske aspekter, fx ved brug af kunstig intelligens.
  • Planlægning af hvordan du får implementeret en dataetisk politik på tværs af din virksomhed.
  • Gennemgang af din virksomheds it-sikkerhedsniveau og dataanvendelse med henblik på at opnå en certificerings- eller mærkningsordning.

Puljens størrelse er 5 mio. kr. (100 virksomheder kan modtage tilsagn).

Læs mere om, hvilke krav virksomheden skal leve op til for at komme i betragtning samt krav til projektet på www.smvdigital.dk

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.