Seneste Nyt

En verden af smagsoplevelser

Når man træder ind i Huset Andersen, træder man ind i en verden af smag, kvalitet og passion. Interessen for mad og delikatesser er en del af trenden i tiden, og det mærker man klart, fortæller Yvonne Jensen. Det betyder også, at man hele tiden skal holde sig ajour og være på forkant. Og så er de netop blevet medlem af FAGA.

- Skrevet af Pia Finne

Huset Andersen er en verden fyldt med nøje udvalgte delikatesser og skønne smagsoplevelser, og når trenden på madfronten bevæger sig, må man følge med. Det fortæller Yvonne Jensen, der sammen med sin mand, Mads Physant står bag virksomheden, der bringer gourmetprodukter ind i danskernes hverdag. 

Yvonne Jensen og Mads Physant har drevet Huset Andersen siden 2016.

”Min mor, Marianne Jensen, og jeg drev Tehuset Andersen i Kolding Storcenter. På et tidspunkt fik vi en henvendelse fra den daværende ejer af Huset Andersen, som vi samarbejdede tæt med, om, om vi var interesserede i at købe engrosvirksomheden, fordi han mente, tiden var til, at nye kræfter skulle tage over. Vi overvejede det og slog til,” fortæller Yvonne. De overtog virksomheden i 2016 og videreførte ikke kun driften, men satte også deres eget præg på den.

Mads Physant, der på det tidspunkt var selvstændig tømrer, trådte ind i virksomheden for at hjælpe med IT-systemerne, men han vendte aldrig tilbage til tømrerfaget, og i dag spiller han en afgørende rolle i virksomhedens drift og udvikling.

"I et par år forsøgte vi at drive både butik og engrosvirksomhed, men vi måtte erkende, at vi ikke kunne være begge steder samtidig. Derfor solgte vi butikken fra og koncentrerede os fuldt ud om engrosdelen," fortæller Yvonne Jensen.

Sortiment og udvælgelse

Huset Andersen har opbygget et bredt sortiment af delikatesser, hvor kvalitet og smagsoplevelse er i højsædet. Sortimentet spænder vidt – fra sirupper fra Samsø til spanske specialiteter og svenske lakridsprodukter.

"Vi arbejder tæt sammen med vores leverandører og udvælger nøje de produkter, vi tror på. Det er afgørende for os, at varerne passer til vores marked og vores kunders ønsker," forklarer Yvonne.

Danskerne har en særlig tilgang til madvarer, og trends skifter hurtigt. Det er de sociale medier og tv, der ofte sætter dagsordenen for, hvad kunderne efterspørger," siger Yvonne, og et produkt kan pludselig blive efterspurgt, hvis det nævnes i et populært tv-program som ”Go' Morgen Danmark”, og det skal man som leverandør være forberedt på.

 

"For eksempel, da rabarber blev omtalt, oplevede vi en eksplosiv efterspørgsel på rabarbersirup.” Modsat skal man også følge trenden, og når man fornemmer, at salget af rabarbersirup peaker, skal man tage højde for det, og selvfølgelig har Huset Andersen også måttet tage chancer. Nogle produkter har vist sig at være store succeser, mens andre ikke har slået igennem. "Vi har ind imellem troet på noget, som ikke har solgt. Sådan er gamet – man må prøve sig frem og lære af erfaringerne," siger hun.

En ny rejse med Vestjyske Delikatesser 

For halvandet år siden tog Huset Andersen et stort skridt og opkøbte Vestjyske Delikatesser, en veletableret producent af tørpestoer, salte og krydderier.

"Vi kendte dem fra Formland-messen, og vi kunne straks se potentialet. Deres produkter passede perfekt ind i vores sortiment, og vi mærker da også en stigende efterspørgsel på netop denne type varer," fortæller Yvonne, der slår fast, at den generelle interesse for kvalitetskrydderier og tørpestoer er voksende – folk vil gerne gøre noget ekstra ud af maden hjemme i køkkenet," siger hun.

Huset Andersen samarbejder primært med specialbutikker som delikatesseforretninger, vin- og tebutikker samt interiør- og blomsterbutikker, der gerne vil have lækre food-produkter ind på hylderne til at supplere sortimentet, og dermed forhandles produkterne i over 500 butikker landet over – fra Magasin og Salling til mindre, selvstændige butikker.

"Vi har valgt ikke at gå ind i supermarkedskæderne, selvom vi er blevet spurgt. Vores produkter er skabt til steder, hvor kunderne får en historie med, og hvor der er tid til at fortælle om kvaliteten og baggrunden," siger Yvonne.

Webshoppen huset-andersen.dk er blevet en vigtig del af forretningen. "Vores B2B-webshop gør det nemt for butikkerne at bestille varer, også uden for normal åbningstid. Vi kan se, at mange lægger ordrer ind i deres pause eller efter lukketid," fortæller hun. Forbrugerne kan købe varer på Vestjyskedelikatesser.dk, så den del af onlinehandlen har man også med.

Tæt samarbejde med forhandlerne

Hos Huset Andersen handler det ikke kun om at sælge varer – det handler om at skabe relationer. Sælgeren Bente Jørgensen er ude i marken, og virksomheden lytter nøje til forhandlernes ønsker og behov.

"Butikkerne fortæller os, hvad deres kunder efterspørger, og vi gør alt, hvad vi kan, for at imødekomme det. Vi kender mange af vores forhandlere på navn, og vi prioriterer den tætte kontakt højt," siger Yvonne.

Medlem af FAGA – en strategisk beslutning

For nylig valgte Huset Andersen at blive medlem af brancheforeningen FAGA.

"Vi har egentlig villet være medlem længe, men ikke rigtig fået gjort noget ved det. Da vi blev kontaktet igen, besluttede vi, at nu skulle det være," siger Yvonne.

Medlemskabet af FAGA giver blandt andet økonomiske fordele og bedre vilkår, ikke mindst i forhold til Formland, hvor Huset Andersen er med to gange om året. ”Det er egentlig den primære årsag til, at vi er blevet medlemmer. Men GLS pakke- og forsendelsesløsningen skal vi også kigge ind i i forhold til vores salg til forbrugerne. Så med andre ord ser vi det som en god investering for vores virksomhed og en mulighed for at optimere vores logistik," forklarer hun.

Fremtiden for Huset Andersen

Virksomheden fortsætter med at udvikle sig, både i sortiment og strategi. "Vi holder os konstant opdateret og følger med i, hvad der sker i markedet. Hvis vi føler, der mangler noget, går vi aktivt på jagt efter det," siger Yvonne.

Leverandører fra hele verden kontakter Huset Andersen med nye produkter, men virksomheden vælger med omhu. "Vi smager os frem – ikke kun internt, men også ved at lade venner og familie give deres mening til kende. Hvis flertallet synes godt om det, tager vi det ind. Smag og kvalitet er afgørende for os," siger Yvonne.

Med en solid strategi, stærke relationer til forhandlerne og en skarp fornemmelse for markedstendenser ser fremtiden lys ud for Huset Andersen.

"Det har taget tid at lande ordentligt i denne branche, men vi har fundet vores plads. Og vi glæder os til at fortsætte rejsen," afslutter Yvonne Jensen.

Teamet bag Huset Andersen (fra venstre): Bente Jørgensen, Yvonne Jensen, Mads Physant og Marianne Jensen. 

Tørpesto fra Vestjyske Delikatesser og Svenskjävlar fra Haupt Lakrids.

 
     

Chips fra spanske Snackgold, sirup fra Samsø Landkøkken og Lemon Curd fra engelske Cottage Delight. 

 

 

 

Tilbage til oversigten

FAGA Nyt

Hold dig opdateret omkring nyheder og andre aktuelle begivenheder i branchen.

FAGA Nyt udkommer pr. mail ca. otte gange om året
se de seneste udgaver her

Noget nyt?

Vi modtager gerne nyheder og informationer, som er relevante for FAGAs medlemmer.

Klik her for at maile tekstmateriale og fotos eller kontakt os på tlf. 9926 9800.